tirsdag den 26. oktober 2010

Efterårsgryde til de gamle gummer


Når vejret sådan er gråt og trist kalder det på efterårsgryder fyldt til randen med aromatiske løg, lækre rødder og maskuline store klumper rødt kød. Alle herlighederne skal simre-boble i mange lange timer under låg, så bindevævet langsomt nedbrydes og efterlader det møreste kød, som selv gamle gummer kan tygge.

Der spreder sig langsomt en fortryllende duft af sødmefuld kraftig fond og med tilbehør af grov kartoffelmos er der ikke et øje tørt! Det møre falder-fra-hinanden-kød og den kraftige tomatsky blander sig med den smør-agtige kartoffelmos og det er så englene synger i himlen over spisebordet. I promise you!

Efterårsgryde til de gamle gummer
Til 4 personer

ca. 1 kg tykkam - pudses af for sener og hinder, skæres i store klumper (ca. 4x4 cm)
Smør og olivenolie til bruning
4 løg, i grove tern
2 porrer, i grove skiver
6 fed hvidlø, groft hakket
½ knoldselleri, i grove tern
2 persillerødder, i grove skiver
3 gulerødder, i grove skiver

En stor dusk frisk timian
4 laurbærblade
2 dl god rødvin (jeg havde en Ripasso fra fars 60 års fødselsdag)
1 lille dåse tomatkoncentrat
½ dåse flåede, hakkede tomater
Vand (til det dækker - ca. 4 dl)
Salt og peber

V arm smør og olie ved middel-høj varme i en stor støbejernsgryde. Tør kødet godt inden det brunes i to hold (ikke bare lige lidt brunt - meget brunt! Det er her vi danner grobunden for den gode kraftige smag). Tag kødet af og læg det på en tallerken. Skru lidt ned for varme og sauter løg, hvidløg og porre i fedtstoffet fra kødet. Tilsæt alle rodfrugterne og lad det stege yderligere i ca 3-5 minutter - det må endelig ikke brænde på, men gerne brunes let. Tilsæt kødet (med den dejlige saft, der sikkert er løbet lidt fra nu), timian og laurbærblade og vend det hele godt rundt. Hæld rødvin på, rør godt sammen og lad det koge ned i ca. 5 minutter. Tilsæt dernæst tomatkoncentrat og flåede tomater og lad det koge sammen i ca. 2-3 minutter før du tilsætter vand. Det skal bare lige dække - ca. 3-5 dl. Tilsæt frisk kværnet peber og 1 tsk. salt. Læg låg på, skru ned for varme til svag varme og lad retten simre i 3-4 timer. Rør i gryden af og til.
Smag til med salt og peber og server med dejlig grov kartoffelmos - selvfølgelig lavet med opvarmet sødmælk og smeltet smør, som farmor lavede den! Et drys hakket persille og så er alle vist glade!


mandag den 18. oktober 2010

Til både store og små Skipper Skrækker!


Har lige været til stort familieslapperas med the in-laws - og det var super hyggeligt som altid! Jeg øjnede lige endnu en unik chance for at bage et monstrum af en chokoladekage... Så jeg ringede frisk til svigermor Margit for at forhøre mig om de forestående dessertplaner. Men ak og ve - der var allerede indkøbt dessert i rigelige mængder. MEN... Hun kunne da godt bruge en salat til den langtids-braiserede oksegryde... Ja okay, så skidt da, eftersom salater er my second favourite food item! Og ja, kage er selvfølgelig allerøverst på podiet!
Nå, men så var gode råd dyre og chokolade, smør og sukker måtte vente i skabet. Jeg fandt en gæv efterårssalat frem fra mit mentale opskrifts register og et hit var født!


Grundingredienserne er friske babysalatblade (som jo praktisk taget ikke lige er i sæson nu - men som altid er til at få fat i), syrligt-søde Ingrid Marie æbler og rå jordskokker i super tynde skiver - det kan jo kun blive lækkert! Jordskokker er nogle herlige små guldklumper - de smager ikke af det vilde men rå i en salat er de det perfekte bud her i efteråret på det sprøde indslag og de er søde og nøddeagtige i smagen. Resten af knoldene i posen er oplagte at lave suppe af!

Desværre blev der ikke noget billede af slutresultatet - men det kan man vel tænke sig til med lidt fantasi...

Jeg lavede salat til 8 voksne - og rub og stub blev spist!



















Skipper Skræk salat - til 8 salatsultne voksne
1 pose babyspinat
Ca. 50 g valnøddekerner
3 Ingrid Marie æbler (eller andre danske æbler)
Ca. 8 jordskokker (mellem størrelse)
2 små rødløg

1-2 spsk. æblecider eddike
Saften af ½ citron
3-4 spsk. god jomfru olivenolie
1 tsk. ahornsirup
1 tsk. god dijonsennep
Salt og peber

Skyl babyspinaten grundigt - i flere hold iskoldt vand - og slyng den tør. Rist valnøddekernerne let på en varm, tør pande og afkøl dem inden de hakkes groft. Vask æblerne godt og snit dem i super tynde både og dryp med lidt citron. Skræl jordskokkerne og skær dem i ultra tynde skiver. Dryp også disse med lidt citron for at de ikke bliver brune/rødlige.
Pisk alle ingredienser til dressingen godt sammen - smag til med salt og peber.

Anret salaten på en stort fad - spinat i bunden med alle de andre herligheder oven på - slut af med valnødderne. Dryp med dressingen og server straks!


søndag den 17. oktober 2010

Cannelloni og kødsprøjten…


Fredag aften… Ahh, hvilken salighed! En hel weekend venter lige om hjørnet med uanede muligheder for afslapning, sjov og ballade! Men fredag er næsten den bedste dag i hele weekenden – for der handler det bare om at slappe heeeelt af, spise dejlig comfort food og en kæmpestor slikskål til aftenens film!
For mig involverer comfort food absolut noget med pasta, tomat og riiigeligt med smeltet ost! Det resulterede i fredags i cannelloni fyldt med krydret kalvefars. Der skal masser af ost ovenpå, som syder, bobler og er smeltende lækkert lige når fadet kommer ud af ovnen!
Cannellonierne er nemmest at fylde, hvis man bruger en plasticpose til at sprøjte fyldet i med – den lækre lille ”kødsprøjte”, føles helt fræk åndssvag at stå dér og sprøjte med, men det er nu snedigere end en ske…







Cannelloni - comfort style
200 g hakket kalvekød
½ løg
2 fed hvidløg
2 små æg
1 dl rasp
1 dl havregryn
1-2 dl mælk
Frisk timian
½ spsk. salt
Frisk kværnet peber
Ca. 10 cannelloni (store pastarør)

1 flaske tomatpassata (eller 2 dåser flåede tomater – blendet)
1 spsk. rødvinseddike
1 tsk. salt
1 tsk. salt

150 g ricotta
1 dl creme fraiche 9%
Salt og peber

Frisk revet parmesanost
1 kugle bøffel-mozzarella

Rør alle ingredienser til farsen godt sammen. Fyld farsen i en plasticpose eller en engangs-sprøjtepose og klip et lille hul og fyld cannellonierne med farsen.
Bland tomatpassata med rødvinseddike, sukker og salt. Hæld tomatsaucen i en lille bradepande og læg de fyldte cannelloni rør i saucen. Bland ricotta med creme fraiche og smag til med salt og peber. Hæld blandingen over rørene og riv parmesanost over. Riv mozzarellaen i små stykker og læg øverst.
Bag cannellonierne i ovnen ved 190 grader i 30-40 minutter til osten er gylden og boblende lækker – tjek at farsen er gennemstegt.
Server cannellonierne som de er med frisk revet parmesanost og evt. en grøn salat.


tirsdag den 12. oktober 2010

Nutty - Military Housewife style



















Til min fødselsdag i år fik jeg en sjov kogebog af min gode veninde Malene: the Military Wifes' Cookbook. Det er en lækker pink sag fyldt med opskrifter, anekdoter og traditioner fra 200 års optegnelser fra Military Housewifes. Sjov læsning og gode opskrifter.


















Eftersom min kagetrang har nået nye og hidtil ukendte højder (og fordi jeg havde et halvt glas peanut butter i skabet), hvorfor så ikke bage en god omgang amerikanske Peanut Butter Cookies? Og det skulle da vise sig at være en god ide - for de var lige så lækre som jeg havde forventet: sprøde, let chewey, sporadisk salte og med god peanut-smag.
Man kan næsten se de hjemmegående forstadsfruer for sig, der nænsomt lægger de nybagte coookies på det fine "wedding china" mens theen trækker og de venter på de andre military housewives til en omgang aftenoon tea. For mit vedkommende blev til milk & cookies midt i studierne - det er jo om at tage det sure med det søde!

Næste gang  jeg skal bage dem, ville de blive endnu mere fantastiske med besøg af lidt hakkede peanuts for at give lidt ekstra crunch og nuttyness.

Peanut Butter Cookies
180 g hvedemel
1 tsk. bagepulver
1/4 tsk. salt
1 tsk. vanillesukker
100 g koldt smør i tern
125 g crunchy peanut butter
90 g rørsukker
80 g brun farin
1 stort æg/2 små æg

Ekstra sukker til trilning

Tænd ovnen på 190 grader.
Bland hvedemel med bagepulver, salt og vanillesukker i en skål. I en anden skål piskes smørret luftigt med elpisker eller pisk det i en røremaskine - ca. 20-30 sekunder. Tilsæt peanutbutter og pisk igen - og dernæst de to slags sukker og pisk det hele godt sammen. tilsæt til sidst de tørre ingredienser og rør dejen godt sammen. Tril kugler med en diameter på ca. tre cm. og vend dem i sukker. Læg kuglerne på bageplader på bagepapir og tryk dem flade med fingrene eller en gaffel.
Bag kagerne i 9-10 minutter til de er gyldne. Afkøl kagerne på bagerist and ENJOY!

søndag den 10. oktober 2010

OMG!


Der er simpelthen gået kage i den!
Jeg har erhvervet mig en helt fantastisk kogebog. En helt igennem fantastisk kage-kogebog, som ikke lover for meget, når den siger at alle kagerne er - ja I har gættet rigtigt - fantastiske!
Jeg har dog (endnu) kun formået at bage én af dem eftersom jeg lige fik den med posten i lørdags. Men hold nu k... og Oh My God - en fabelagtig chewey, blød, sprød og smeltende lækker chokoladebombe dét blev! Jeg bagte en modificeret udgave af frosted brownie til stor begejstring for mine med-sommerhus-piger. Nu sidder vi så og dovner ovenpå det bragende chokolademekka, som har slået benene fuldstændig væk under os!

Personligt kan jeg sige, at det til dato er den bedste kage jeg nogensinde har bagt! Og det siger altså ikke så lidt - for jeg har bagt mange. Så det lover godt for resten af denne dejlige bog - jeg kan næsten ikke vente til kagesulten melder sig igen, og jeg får mulighed for at bage nogle af de skønne små cupcakes eller en høj og indbydende three-layerd-cake med frosting og nuttet pynt! Ved nærmere eftertanke - jeg får piger på besøg den kommende weekend, så der venter dem nok en kage eller to!


Jeg bagte ½ portion i en lille springform - der var rigeligt til 4 kagesulte damer...
Jeg brugte dobbelt så mange valnødder og mørk chokolade end opskriften byder.
Vi spiste kagen lun - chokoladen var stadig smeltende og den lune, bløde kage var perfekt næsten-bagt (læs: klæg på den gode måde). Præcis som jeg forventer af en god og svulmende brownie! I must admit: I'm hooked!


















Frosted Chocolate Brownie
Kage:
5 æg
500 g sukker
120 g hvedemel
100 g god kakaopulver (jeg brugte Urtekrams øko)
250 g usaltet smør
60 g valnødder, groft hakkede
60 g mørk chokolade 70 %, groft hakket

Frosting:
200 g flourmelis
75 g usaltet smør, stuetemperatur
30 g god kakaopulver
150 g flødeost, ikke light

Tænd ovnen på 170 grader.
Pisk æg med sukker til det er luftigt og cremet - ca et par minutter. Smelt smørret og lad det afkøle let. Bland hvedemel med kakao og vend det i. Vend dejen med smeltet smør og til sidst med hakkede nødder og chokolade. Smør en form og drys med sukker og fyld dejen i formen. Bag kagen i 30-40 minutter - den skal være "halvbagt".
Afkøl kagen inden du pynter med frosting.

Pisk smør og flourmelis og kakao med håndmikser eller i en røremaskine - det bliver meget tørt, men skal bare lige samles let. Tilsæt kold flødeost og pisk godt på middel-høj styrke i ca 3-5 minutter til frostingen er luftig og lækker.

OBS: Opskriften svarer til to springforme eller en mellemstor folieform (ca. 20x30 cm).


fredag den 1. oktober 2010

Ulv I Fåreklæder


Squash, courgette eller zuchini... Kært barn - mange navne, og hvem ved egentlig hvad forskellen er? Ingen tror jeg, og dem som gør spiser sikkert for lidt squash forklædt som kage og for mange squash forklædt som sig selv. Dybest set smager de jo ens - mest af alt af ingenting, og dog! Den nøddeagtige smagsnuance træder blidt frem gennem det sprøde knæk, og blander sig med den frække konsistens. En god kilde til en masse ting er jeg sikker på - men mest af alt en god kilde til saftighed i kage! Og kage kan vi jo som bekendt ikke få nok af - men lad os nu bare huske at denne kage er med grøntsager, så lidt sundhed er der da i den!



Nu vi er ved det - hvad er så forskellen på en cupcake og en muffin? Er det bare, at en cupcake er indhyldet i lækker cremet frosting af den hvinende sødeste slags og at en muffin er ikke? I don't know, men ærligt talt - lige meget hvor moderne den end er og således bliver så hip at den gør sig selv uhip, ja så er den da dejlig den lille smækre sag! Nogen vil så sige what's all the fuss about? Jo det skal jeg sige dig! Den kommer i en handy lille størrelse, kan spises stående uden andet tilbehør end en serviet, den smager skønt og er iført en lækker udklædning med sin frostede topping. Jeg er i hvert fald solgt.
Med det slået fast har jeg selv bagt en omgang cupcakes med squash i. Og der er i hvert fald én tilbage - men så heller ikke så mange flere...



Squash cupcakes

Kage:
200 g blødt smør (stuetemperatur)
3 store æg
200 g brun farin
200 g hvedemel
2 tsk. stødt kanel
1 tsk. kardemomme
2 tsk. bagepulver
100 g hasselnødder, groft hakkede
1½ dl rosiner (kan udelades)
300 g squash, fint revet

Frosting:
50 g blødt smør ( skal være stuetemperatur)
200 g flødeost naturel
2 dl flourmelis
Fint revet citronskal af 1 lille citron
Kornene af ½ stang vanille

Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Pisk smør, æg og brun farin grundigt sammen med elpisker eller i røremaskine. Bland hvedemel, kanel, kardemomme og bagepulver sammen og vend det i dejen skiftevis med hakkede hasselnødder, rosiner og revet squash. Når dejen er rørt godt sammen fyldes den i cupcake forme - fyld dem ca. 2/3 op. Hvis du ikke er cupcake typen (læs: mand), kan du bare fylde hele herligheden ned i en smurt springform.

Bag cupcakes i ca. 15 minutter og springform i ca. 40 minutter. Tjek om kagerne er færdige ved at stikke en skarp urtekniv eller strikkepind ned i midten af kagen. Kommer den ud med dej på er den ikke færdig, gør den ikke - færdig, jubii!

Pisk alle ingredienser til frostingen godt sammen. Lad kagerne afkøle helt og pynt derefter med frosting. Hvis de ikke er helt afkølede vil frostingen smelte - men hvis du ikke kan vente kan det da også have sin charme!