tirsdag den 15. februar 2011

Æble-kanel snegle...


Kanel og æbler går hånd i hånd som to gamle venner! Det fungerer bare ALTID  - om det er kanlesukker og revet æble på havregrøden eller i morgenbollerne med ost ovenpå. Men hvis der er et sted, hvor det især funker er det i kager! Jeg eeeeelsker lun æble-kanel tærte med fuldfed creme fraiche til! I min opskrift har jeg lavet version af kanelsnegle hvor de får lidt festligt selskab af gulerødder, som giver dejlig saftighed til sneglene!

Jeg er egentlig ikke den store tilhænger af at fucke en kage op ved at tage smør og sukker ud af ligningen! Men i dette tilfælde fungerer det faktisk fint fordi der stadig er sukker i, men æbler og gulerødder giver en dejlig saftighed, som smørret ellers ville have sørget for! De er klart bedst lune, så giv dem en tur i ovnen eller på brødristeren inden du overdænger dem med glasur!
Happy cooking!!


Æble-gulerod kanelsnegle
Giver ca. 36 snegle

Dej:
25 g gær
1 dl lunkent vand
2½ dl mini eller skummetmælk
½ tsk. salt
2 spsk. sukker
3 spsk. olie-margarine eller smeltet smør
100 g grahamsmel
Ca. 400 g hvedemel

Fyld:
100 g brun farin eller mørk muscovado sukker
2 mellemstore æbler, revne - pres gerne lidt af væsken fra
2 revne gulerødder
50 g hakkede hasselnødder eller mandler
2 spsk. stødt kanel

Dej
Opløs gæren i vandet i en stor skål. Tilsæt mælk, salt, sukker, oliemargarine og grahamsmel og rør godt sammen. Tilsæt det meste af hvedemelet og ælt dejen. Tilsæt løbende mere mel, indtil dejen er glat og elastisk og kan slippe fingrene – den må endelig ikke blive for tør! Lad dejen hæve tildækket 1 time et lunt sted.

Rul dejen ud til en firkant på ca. 30 x 50 cm. Bland alle ingredienserne til fyldet sammen og fordel del ud over dejen. Rul dejen sammen på den smalle led, som en roulade. Skær rouladen ud i ca. 1½ cm. tykke skiver og læg dem på bageplader med bagepapir. Tænd ovnen på 190 grader varmluft. Lad sneglene efterhæve indtil ovnen er varmet op. Bag kanelsneglene ca.15 minutter og lad dem køle af på en rist. Pynt evt. med glasur.

TIP Du kan rive lidt marcipan henover fyldet hvis du ikke har noget imod lidt mere sukker i sneglene.

søndag den 13. februar 2011

Bålmad i februar...


Nogle gange skal der ikke så meget til for at skabe en god rustik frokost! Vi havde sidste weekend en familiedag, hvor vi pludselig trængte til et bål! Gode råd var dyre da der i februar sjældent er tørt brænde at finde, men det lykkedes da til sidst efter nogle ynkelige forsøg at skabe et stort og fint bål i bålfadet! Min fars nye bonfire-stativ med gryde og hele moletjavsen blev indviet med en lækker grøntsagssuppe og snobrød over gløderne!

Så selvom det var koldt sneg der sig en fin sommerstemning ind blandt alle, da vi sad med tæpper og hjemmebrygget øl i glasset og en skål rygende suppe foran os!


Suppen blev lavet på slump, men der var følgende i:

Løg
Porre
Hvidløg
Selleri
Pastinak
Gulerødder
Masser af kartofler
Karry
Timian
Bouillon
Salt og peber

Snobrødsdej er der heller ikke mange ben i! Men sikke et herremåltid når man sidder med kolde næser og guffer suppe og brændte snobrød i sig!

fredag den 11. februar 2011

Let fredagsmad...


Nogle gange skal aftensmad bare være let og frisk men samtidig lækkert! Derfor er denne salat en oplagt fredags-Xfactor-ret! Vi fik kylling til, men det kunne nu være hvad som helst protein-agtigt!
Hurtig at smække sammen, men samtidig med god smag og masser af grøntsager og variationsmuligheder!


Frisk pastasalat med kylling
Til to personer

Friske bønner (dyppet i kogende, saltet vand i 1 minut), skåret i halve på langs
1 rød snack peberfrugt i tynde strumler
1 scalotte løg, fint hakket
2 gulerødder snittet i tynde halve skiver på skrå
Høvlet parmesan (en god parmesan er at foretrække)

½ fed hvidløg, fint hakket
2 spsk. lys vineddike - fx balsamico
2 spsk. citronsaft
4 spsk. god olivenolie
Salt og peber og et lille bitte drys sukker

1 pakke frisk fuldkorns linguine

1 pakke kyllingfilet - skåret i skiver og ristet på pande med din yndlings krydder!

Bland salaten med kogt, afkølet pasta og dressingen. Lad hvile lidt inden den spises med ristet kylling! Enjoy!


tirsdag den 1. februar 2011

Tripple Heart Attack in the shape of a cake!


Husmoderlig kagebagekonkurrence...
Jeg kom på den geniale idé at vi skulle have en kagebagekonkurrence som dessert til vores dimissionsfest i fredags! Efter 3½ års hårde studier mente vi, at det var på sin plads at vælte os i lækre kager!
Heldigvis involverede mit studie masser af dejlige, dygtige damer (kun 2 mænd ud af 70 studerende!) og masser af kagebagevillighed, så vi fik et smukt bord fuld af lækre kager i alle afskygninger! Vores undervisere skulle agere overdommere og vurdere kagerne ud fra smag, kreativitet og udseende. Der var lagt i ovnen til en rigtig husmoderlig kagebagekonkurrence!


Mit indslag blev "Tripple Heart Attack" eller hindbær cheesecake brownie, som den også hedder! Pyntet med friske blåbær og yndige pink rosenblade var den et sight for sore eyes! Kagen består af et lag brownie i bunden, med et lag bagt cheesecake ovenpå og på toppen et lag med hindbær-vanille creme.

Jeg vandt faktisk en delt førsteplads, men eftersom aftenen også indebar en semifinale i VM håndbold var jeg ingen steder at finde da vinderne skulle udråbes, og det betød også, at jeg heller ikke rigtig fik smagt min egen kage da den var helt udryddet da jeg arriverede ved kagebordet med de andre VMglade dimitender...
Jeg fik dog prøvesmagt kanterne da den skulle skæres ud, så helt spildt var det da ikke! Men vi vandt i semifinalen, og det var egentlig det vigtigste for mig! Finalen - ja det var jo så en anden sag...


Hindbær cheesecake brownie

Brownie
200 g mørk chokolade, groft hakket
200 g smør, stuetemperatur
250 g flormelis
3 æg
110 g hvedemel

Cheesecake
400 g flødeost (ikke light)
150 g flormelis
Kornene af 1 vanillestang
2 æg

Hindbær-vanille creme
3 dl piskefløde
70 g flormelis
160 g hindbær - optøet fra frost eller friske
Kornene af 1 vanillestang

Brownie
Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
Smelt chokoladen i en skål over vandbad.
Pisk smør med flormelis i en røremaskine med "paddle attachment" (den flade røre-fætter) eller med elpisker ved middel hastighed til det er luftigt. Tilsæt 1 æg ad gangen. Pisk melet i dejen - ad tre omgange. Skrab kanterne af skålen med dejskraber indimellem, så alle ingredienser bliver godt blandet sammen. Skru op på høj hastighed og pisk et par minutter til dejen er glat og jævn. Tilsæt den smeltede (let afkølet) chokolade og vend forsigtigt rundt. Hæld dejen i en form med bagepapir (ca. 30x20x5 cm) og glat overfladen godt ud.

Cheesecake
Pisk flødeost med flormelis og vanillekorn ved lav fart på røremaskine eller med elpisker. Tilsæt 1 æg ad gangen. Skrab siderne af skålen så alt er blandet godt sammen. Skru op på middel-høj fart og pisk et par minutter til en cremet masse - den er let flydende. Hæld cheesecake blandingen over over den rå brownie dej og glat den ud.

Bag brownie-cheesecake i 30-40 minutter til cheesecaken er let gylden, men stadig bleg i midten. Kagen skal være fast, men ikke tør.

Afkøl kagen helt - i køleskab, gerne natten over.

Hindbær-vanille creme
Pisk fløde med hindbær, flormelis og vanillekorn til en stiv, cremet skum. Smør over kagen og skær kagen i mindre firkanter.

Pynt kagen med friske bær - fx blåbær og evt. lidt rosenblade. En sikker vinder!